Graviditetsundersøgelse
Tillykke med din graviditet. Vi vil i klinikken følge dig tæt i parløb med dine jordmoderundersøgelser.
Som basis skal du til 3 undersøgelser hos lægen:
Graviditetsundersøgelse 1 (40 min.)
a) Konsultation hos lægen
Typisk når du er 6-10 uger gravid. Her udfyldes svangerpapirer med information om den nye og tidligere graviditeter. Desuden snak om screening for Downs syndrom, scanning mm. Derefter en klinisk undersøgelse med blodtryk, urinundersøgelse og gynækologisk undersøgelse for at mærke om livmoderens størrelse passer med graviditetslængde samt sikring af gode fødselsforhold. Afslutningsvis udfyldelse af vandrejournal og vi snakker om eventuelle spørgsmål.
b) Besøg hos sygeplejersken
I den anden del af 1. graviditetsundersøgelse skal du ind til sygeplejersken og udfylde resten af papirer samt have taget blodprøve. Her skal du være minimum 8 uger henne og maksimalt 12 uger. (De to undersøgelser kan komme i omvendt rækkefølge)
Graviditetsundersøgelse 2 (20 min.)
Her er du ca. 25 uger henne. Vi snakker om, hvordan du har det og undersøger endnu engang urin for æggehvidestoffer og tager blodtryk. Desuden mærker vi på maven og laver en ultralydsmåling af fosterets hjertelyd.
Graviditetsundersøgelse 3 (20 min.)
Du er 32 uger henne og nærmer dig termin. Vi taler om den forestående fødsel – forventninger mm. Igen undersøges urin for æggehvidestoffer og vi tager blodtryk og mærker på fosteret og vurderer lejring, størrelse mm. Du skal eventuelt have taget en sidste blodprøve hvis du er rhesus negativ blodtype.