Medicinpolitik
Klinikken har stram politik, når det gælder stærk smertestillende medicin og beroligende medicin
Klinikken har stram politik, når det gælder stærk smertestillende medicin og beroligende medicin.
Nogle lægemidler er afhængighedsskabende, også kaldet vanedannende. Det betyder, at patienter, som tager disse lægemidler, kan risikere at blive afhængige af dem. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler for at sikre patientsikkerheden og forebygge afhængighed.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at disse lægemidler kun bør bruges, når man har fundet, at andre behandlingsmuligheder ikke er tilstrækkelige. Og selv da bør man være meget tilbageholdende og ikke bruge dem længere end højst nødvendigt.
Lægemidlerne det især drejer sig om er:
- smertestillende lægemidler af gruppen opioider, dvs. lægemidler som virker på samme måde som morfin. De inddeles i rene opioidagonister (herunder morfin, codein, fentanyl, methadon, oxycodon m.fl.), dual action-agonister (herunder tapentadol og tramadol), og lægemidler med partiel agonist/antagonist-virkning (herunder buprenorphin og nalbuphin)
- en række sovemidler og angstdæmpende eller beroligende midler, såkaldte benzodiazepiner og beslægtede stoffer som zopiclon og zolpidem, samt visse antihistaminer og epilepsimidler
Sundhedsstyrelsen har skrevet en vejledning hvor det fremgår at det kræver personligt fremmøde ved udskrivelse af disse præparater.
Her et uddrag:
2.2.2 Ordination og receptfornyelse
Valg af præparat skal ske ud fra viden om det enkelte præparats omsætning i organismen, herunder absorptionshastighed (tid til maksimale plasmakoncentration) og halveringstid samt præparatets mulige interaktioner med patientens øvrige medicin, specielt interaktioner, der fører til hæmmet nedbrydning af præparatet.
I udgangspunktet foretages revurdering af indikationen ved hver receptfornyelse, som derfor skal foregå ved personligt fremmøde eller hjemmebesøg og ikke ved telefon- eller internet/email-konsultation.
I enkelte tilfælde, hvor en patient er i et stabilt, og lægeligt velbegrundet længerevarende behandlingsforløb, som fx ved vedligeholdelsesbehandling af stabile ADHD-patienter, kan det efter en individuel vurdering undtagelsesvist besluttes, at personligt fremmøde ikke er nødvendigt ved hver receptfornyelse, men fx hver anden eller tredje måned, dog mindst en gang hvert halve år. Opfølgningsintervallet skal fremgå af behandlingsplanen, jf. pkt. 2.2.7. Ved behov for receptfornyelse mellem konsultationerne i de ovenfor skitserede tilfælde, kan lægen, efter individuel vurdering, evt. gøre dette pr. telefon.
